Dagens succes som sårbar mor

I dag blev en mærkedag, uden at jeg havde planlagt det. En mærkedag for endnu en personlig sejr i min recovery. Denne gang handlede det om min mor-rolle.

Jeg har hovedsageligt kæmpet med en svær fødselsdepression, så ud over at have en depression, havde jeg - ikke én, men to små børn at passe, fordi jeg fik tvillinger. Den ene blev ovenikøbet alvorligt syg og døde næsten i armene på os allerede 4 dage efter fødslen, men blev heldigvis reddet af de dygtigste kirurger på Riget. Så det har været en voldsom start på forældrelivet for mig og min lille familie. Samtidig var der jo alle bøgerne, der fortalte om den såkaldt dejlige mor-følelse, der ville indfinde sig straks efter fødslen,- som jeg stadig kun oplever sporadisk og langtfra i alle situationer efter 3½ år. 

Jeg husker i glimt dagene op til nytåret i december 2013. En lille måneds tid efter fødslen, vi var endelig kommet hjem fra hospitalet, men der var ikke meget glæde over den jul. Min kommende svoger var døende og lå indlagt i Norge med en forfærdelig kræftsygdom. Han døde kun 22 år gammel og begravelsen blev holdt i hans hjemland, Norge. Min mand måtte afsted og jeg måtte passe børnene med min lillesøster som stand-by hjælper. Men hun tog hjem på et tidspunkt og om nætterne havde jeg børnene alene. Jeg husker meget lidt fra de dage, men jeg husker at jeg løb min mand grædende i møde med tvillingevognen, da han kom gående fra toget og hjem. Det havde været sindsygt hårdt og jeg kunne slet ikke være i mig selv. 

Jeg har ikke selv puttet dem siden, indtil i dag. Efter jeg havde været indlagt i perioden, da børnene var 5-8 mdr gamle (april-juli 2014) kunne jeg kun holde til at være sammen med børnene i ca. 5 minutter, så var jeg fuldstændig brugt op. Jeg har ikke været alene med børnene, når de var vågne, i mere end 1-1½ time indtil nu. 

I dag har jeg selv puttet mine børn, fordi min mand skulle ud at køre. Det lyder som barnemad for de fleste forældre, men selve tanken om at skulle gøre det alene har været så angstprovokerende for mig, at jeg altid - indtil nu, har booket mig ud af den situation. Det er simpelthen først nu, at jeg har kunnet sige til min mand, "Ja, tag du bare afsted, jeg kan da godt putte dem selv, det kommer til at gå helt fint." Jeg var endda rolig og autoritativ som mor og klarede det uden skrig og skrål (de sover nu :) 

Jeg kan være stolt af mig selv i dag. Bare fordi jeg gjorde en helt almindelig mor-ting. Men en kæmpe ting for min mor-identitet.