Om at tage ansvar

Jeg sidder her og tænker at jeg står overfor en enorm udfordring.. At skabe et godt liv for mig selv, min mand og mine børn.

Det virker som et uoverstigeligt bjerg, for hvordan gør man det, når man aldrig har prøvet det før? Jeg har altid drømt om at få et bedre liv, lige siden jeg var barn, men jeg må erkende, at det ikke kommer dumpende ned fra oven som nødhjælp i en krigszone..

Lige nu føles det som om, at jeg endelig er begyndt at indse, at jeg nok er faldet i offerfælden og det ansvarsløse liv, der følger med. Det er som om jeg har fået sat ord på, at det er det, der er sket.. At jeg langsomt har overgivet magten over mit liv til andre…. Til mine forældre, til gud, til samfundet, til verden, til alle dem, der ikke hjalp mig… og selv til alle dem, der netop hjælper… til min mand, min omgangskreds, mine professionelle behandlere.

Mit overordnede problem er at komme fra en offerlignende tilstand i forhold til mit liv og så til at samle ansvaret for mit eget ve og vel op og løfte det højt over al den dårligdom, jeg kan fortælle om.

Lige nu ligger det personlige ansvar foran mig som en stor tung betonblok, som selv Goliat ville ha svært ved at løfte. Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg får betonblokken op på mine skuldre… jeg tænker, at det kommer til at gøre alt for ondt og blive for hårdt og at det ikke kan betale sig … og så videre.  Jeg er så meget ”in caracter” som offer, at jeg har alverdens undskyldninger parat, når min terapeut forsøger at prikke og stikke til mig. Jeg ved heller ikke, om jeg gider. Gider at ta slæbet og bide i det sure æble. Samle lorten op. Det er så meget nemmere at gøre som jeg plejer. At lade de andre om det.  At vente lidt og se om min mand eller min psykiater ikke tager styringen.

Alle siger det til mig nu… Der er kun dig til at leve dit eget liv. Andre kan ikke gøre det for dig. Men hvorfor er der så gået over 30 år uden jeg har opdaget det? Jeg har levet i 30 år uden at vide, at alt jeg gjorde, var fordi andre sagde det, forventede det, syntes det… Jeg er blevet så god til at gøre det, andre forventer af mig, så god til at tilpasse mig den kontekst, jeg er i og de mennesker jeg omgås. Det består offerrollen i.

Det, der virkelig rystede min verden, var at blive mor. Og det at være mor.

Der er lige pludselig nogen, der forventer at jeg har styringen med dem. To små tvillinger, der skriger efter mig og min omsorg og ikke helmer ikke før de får deres behov dækket.

De vil ha mig og min kærlighed. Mit liv.

De vil ha en ansvarsfuld kærlig voksen person, der guider dem indtil de selv kan. Og som elsker dem ubetinget.

De har tvunget mig til at se min værste frygt i øjnene - at jeg bliver nødt til at tage ansvar for mig selv og for dem. Hvis jeg ikke gør det, så tvinger jeg ansvaret over på to nu treårige uskyldige banditter.

Jeg er nødt til at tage mit ansvar på mig. Lad være med at snakke om hvad jeg lige har lyst til. Det er bydende nødvendigt, hvis jeg ønsker mine børn et bedre liv end mit eget. Og det gør jeg jo.