Jeg er kommet for at blive!

Jeg er kommet for at blive, ja, jeg er.

Egentlig er det underligt og samtidig dybt forståeligt, at jeg har været i tvivl. I tvivl mange gange i mit liv om min egen eksistensberettigelse. Underligt fordi selve menneskets eksistens handler om netop dét - at være til og have ret til det. Men min hjerne har i lang tid fortalt mig, at jeg skulle flygte fra den præmis. Kæmpe imod den, gøre det modsatte. I første omgang lige så stille miste energi og produktivitet, senere livsmod og håb, og i sidste ende dø i bogstaveligste forstand.

Jeg har været så tæt på at færdiggøre min hjernes mål om at tilintetgøre mig selv, at jeg fuldstændigt missede at min krop råbte og skreg på det modsatte. Min krop blev træt, ufatteligt træt af at blive frataget magten til at beskytte mig mod mig selv. Når jeg skar mig selv, græd den store røde dråber ned på badeværelsesgulvet. Den sukkede dybt, når mine øjenlåg ikke ville lukke sig midt i tankespindet, men i stedet blev tvunget åbne af angst og frygtelige tanker. Når jeg blev fanget i et rum brød min krop ud, kæmpede sig op og slog på vinduer og vægge indtil de knustes.

Min krop sagde fra, men først med kniven der strejfede min pulsåre hørte jeg dens skrig. Skriget, der blødte min hurtige puls ud på sengen. Skriget var min egen smerte og min krops smerte på én gang. For første gang stoppede min hjerne op og forstod alvoren i dens forehavende. Jeg ville dø, min krop ville dø og dén ville dø, som en konsekvens af dens synapser, som nu var nået helt ud i den højre arm, der holdt kniven. Min krop holdt vejret. Jeg holdt vejret.

Og så skete det underlige, at den forvirrede hånd mistede grebet. Mistede grebet om døden, om kniven. Hjernen mistede grebet om sit forskruede formål - selvdestruktionen. I et kort sekund blev den nulstillet og vendte tilbage til sit oprindelige formål - at opretholde livet.